Brydningstid

Umiskendelige urolige usonede
Øjeblikke danser frem
Knælende foran Din ramponerede
Polerede opulente nøgenhed

Gamle er vi nu
Gennem et slør ser vi os
Hostende og hakkende
Livet er en kamp, nu

Håbet om evigt liv er
Borte nu
Dagene bliver længere men
Skjorten kortere

Og dog har vi aldrig
Været mere i live
Aldrig mere fri fra
Den uforbederlige sult

Din hånd er let i min
Pergaments tynd er din
Hud, Ukuelig som altid
I troen på at jeg ikke er en umulius

Forårssolen kaster sine vinger ud
Her er stille kun mine slidte
Lunger væser gennem rummet

Et kort øjeblik mødes fortid og nutid
Jeg mindes da jeg skrev disse ord
I et land og en krop for længe siden
Utynget af det jeg nu ved

Men som et uspiseligt bolsje
Spytter jeg detud og mindes ikke
Længere men er kun
I rummet ved havet med dig

Vi venter ikke længere på nuet
Vi håber ikke længere på fremtiden
Vi giver kun hinanden
Skøn sladder fra en brydningstid